Lise Bidstrup

Jeg er født i 1976. Da jeg var fire år, flyttede mine forældre, min storebror og jeg til Espergærde, hvor jeg har boet hele min barndom. Mine barndomsår i Espergærde husker jeg som overvejende rare og harmoniske. De eneste to ting, der virkelig kunne få mig til at se rødt, var, når jeg tabte til min storebror, og det var desværre ikke så sjældent. Vi konkurrerede i alt: Fodbold, tennis, hvem der kunne springe længst fra taget, klatre højest i træerne og alt, der i det hele taget kunne sættes en vinder på. Den anden ting var, når folk (især andre børn) begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om jeg i virkeligheden var en pige. Denne situation opstod altid, når de opdagede, hvor god jeg var til fodbold, og jeg tror egentlig, at udtalelsen gjorde min bror, som var min læremester (og dreng!) temmelig stolt.

I skolen fattede jeg hurtigt kærlighed til faget dansk. Dette udmøntede sig i, at jeg kunne finde på at aflevere alenlange stile (28 håndskrevne sider var meget i 3. klasse), som min dansklærer så kunne hygge sig med. Da vi kom op i de højere klasser, bestemte førnævnte lærer sig for at benytte sig af min interesse, og jeg skrev to teaterstykker, som blev opført for familie og venner.

I 1995 fik jeg et eksamensbevis fra Espergærde gymnasium stukket i hånden. Nu begyndte det virkelige liv, og alt det flyvske med at skrive blev for en periode lagt på hylden. I stedet bestemte jeg mig for at ville være antropolog, og for at skaffe point til uddannelsen (og fordi ikke ti vilde heste kunne holde mig på dansk jord) tog jeg nogle sabbatår i udlandet. Først rejste jeg til Costa Rica, hvor jeg underviste i engelsk i to folkeskoler, hvilket jeg bestemt ikke egnede mig til. Det kom så vidt, at eleverne begyndte at give hinanden buksevand i mine timer.
Derefter tog jeg med Mellemfolkeligt Samvirke til Nepal og Indien, hvor vi bl.a. skulle grave latriner i bjerglandsbyer. Denne oplevelse lå omtrent så langt fra det trygge parcelhus i Espergærde, som det overhovedet kunne, men jeg fandt dog ud af, at jeg var ubetinget bedre til at grave huller end til at undervise. Til sidst drog jeg til Filippinerne, hvor jeg arbejdede på et hjem for gadebørn i et halvt års tid.

Da jeg kom hjem til Danmark, havde jeg stadig ikke point nok til at læse antropologi, så jeg gik i krig med religionsvidenskabsstudiet. Jeg var ca. fem år om at blive bachelor (og få to børn), og jeg har ingen intentioner om at læse videre, men de mange år anser jeg bestemt ikke for spildt. Derimod giver de et særdeles afvekslende grundlag for mit forfattervirke.

Hen imod slutningen af min studietid skete der noget pudsigt. Når jeg skulle skrive opgaver, dukkede der pludselig historier og særprægede karakterer op i stedet. Fantasien overtog mere og mere af min "computertid", og i 2001 overgav jeg mig til mine lyster og begyndte at skrive på fuld tid. Dette resulterede i, at jeg fik min første bog "Den Grønne Krystal" udgivet i efteråret 2005, og…tja…resten vil vise sig med tiden.