Helene Tegtmeier
Helene Tegtmeier
Foto: MariaLPHelene Tegtmeier er født i 1970 og opvokset i Aalborg.
”Jeg har altid holdt meget af bøger. Mens mine kammerater var ude, krøb jeg sammen i en lænestol og slugte den ene bog efter den anden, mens jeg drak kaffe og spiste tvebakker og spaghetti lige fra pakken. Jeg læste alt, men havde en forkærlighed for spænding og gys. Og det har jeg stadig.
I skolen elskede jeg at skrive stile, og drømte om at blive journalist, men i de sidste skoleår blev jeg ramt af skoletræthed og nægtede at fortsætte på gymnasiet. I stedet tog jeg en uddannelse som laborant, mest fordi det ville være hurtigt overstået. Efter endt uddannelse havde jeg et barselsvikariat og har ikke arbejdet som laborant siden. I mange år drev jeg for vejr og vind og arbejdede med forskellige ting. Men intet kunne for alvor fange mig.
I mange år skrev jeg ikke andet end dagbog og små historier, men i baghovedet spøgte tanken om at prøve at skrive en roman. En dag lånte jeg min fars gamle skrivemaskine og gik i gang, men det var svært, og jeg gik i stå mange gange for til sidst at opgive. Under en arbejdsløshedsperiode i 2001 tænkte jeg pludselig: Så er det nu! Endnu en gang gik jeg i gang, og denne gang lykkedes det mig at færdiggøre en roman, som ingen dog ville udgive. Men jeg var stolt over at have gennemført projektet, og det havde givet mig blod på tanden, så i løbet af de næste år skrev jeg flere historier, som heller ikke blev udgivet. En dag var der pludselig bid: jeg fik udgivet et eventyr i en antologi. Året efter skrev jeg en roman til en konkurrence i et ugeblad. Jeg vandt ikke, men redaktøren ringede mig op. De syntes jeg skrev godt og ville gerne have mig til at prøve at skrive et par noveller. Jeg har skrevet for dem lige siden. Så ad omveje er jeg nu nået tilbage til udgangspunktet, og det at skrive er blevet en betydelig del af min hverdag, som jeg ikke forstår jeg har kunnet undvære.”
Helene Tegtmeier helliger sig nu skriveriet på fuld tid.