At dræbe sin far er ikke nogen let sag, i hvert fald ikke hvis han er medlem af krimi-klubben "Kaffen smager af bitre mandler" og er så bidt af kriminalmysterier, at sønnen hedder Sherlock.
Det sætter til stadighed Sherlock grå hår i hovedet, hvordan han vil kunne lave det perfekte mord på dette geni indenfor logisk tænkning. Han får dog hurtigt andet at tænke på, da han opdager at en Dr. Divan forsøger at stjæle det lokale museums mest værdifulde genstand, en diamant der eftersigende skulle hvile en forbandelse over. Med sin jævnaldrende ven og følgesvend John-Henry sætter han sig for at forhindre denne forbrydelse, så de begge kan vise sig værdige til optagelse i krimi-klubben.

Dr. Divan har til krimi-klubben efterladt en række spor i form af rim, der kan forhindre tyveriet, hvis gåden der ligger i rimene knækkes. Under sin efterforskning får Sherlock en beundrer af det modsatte køn, der i øvrigt er museumsinspektørens, der også er medlem af krimiklubben, datter. Dette er imidlertid en gestus John-Henry ikke er videre begejstret for, da han selv er brændt varm på hende. Hele dette trekantsdrama går dog over hovedet på Sherlock, der kun kan fokusere på kriminalmysteriet.

Gargoylens gåde befinder sig i den morsomme ende af kriminallitteraturen. Den tager aldrig efterforskningen helt alvorlig, men foretrækker at fokusere på personerne der optræder i fortællingen. Det er helt sikkert nogle sære typer, der huserer i den lille by med den kostbare diamant på museet, og det gør fortællingen sprælsk og underfundig. Gargoylens gåde gør tykt grin med hankønnet og dets hang til legetøj og sære hobbies. Det er dog stadig på en måde, så ingen bliver trådt mere over tæerne end de har godt af. Gang i den fra start til slut. Og slut er den hurtigt, da siderne er små og kvadratiske.

Omslagsillustration: Peder Bundgaard