Folk som har læst en eller flere af mine bøger, siger ofte at de føles meget visuelle. Det er som at læse en film. For mig er det som at skrive en film. Så snart plottet ligger klart med personer osv. , lader jeg billedstrømmen flyde og skriver simpelt hen scenerne ned i den rigtige rækkefølge.

Jeg har altid været storforbruger af film og tegneserier, men på mine gamle dage er jeg også blevet mere og mere interesseret i traditionel malerkunst. I årevis har jeg beundret den hollandske, surrealistiske tegner og maler M. C. Escher. Eschers kunst er så spændende, fordi den på én gang er uhyre præcis og samtidig komplet kaotisk. Et typisk eksempel er billedet Relativität, hvor menneskelignende skikkelser går op og ned af trapper i et hus, som vender i alle mulige retninger. Tegningen ser rigtig ud, men den er fuldkommen forkert. Det er bare ikke til at sige præcis, hvor den er gal for alt hænger uløseligt sammen.

Min idé med denne lille horror-historie var at forsøge at overføre et Escher-paradoks til tekst. Af gode grunde kan jeg ikke røbe så meget af handlingen, men plottet kredser omkring Timmy på 7 år, som har opdaget at der bor et monster i hans kælder. Monsteret er menneskeædende og det forlanger, at Timmy skaffer mad til det. Timmy tør ikke sige monsteret imod. Så havner han nemlig selv på menukortet.

Efter endt læsning skulle bogen gerne på én gang hænge sammen og falde fuldstændig fra hinanden. Læseren må dømme om eksperimentet er lykkedes eller ej.