Vagterne førte Alianne ned ad en korridor.
Her hang mænd og kvinder lænket til væggen.
Flere af dem havde allerede den ene fod inde i dødsriget.
Alianne veg gysende tilbage ved synet, som man forventede det af hende.
Hun gav tårerne frit løb – noget der blev gjort lettere af hendes medlidenhed med staklerne – og noterede sig samtidig deres antal.
De ville veje tungt i den negative vægtskål når regnskabets time slog for regentparret ...

Oprøret ulmer på Kobberøerne og Aliannes spioner har travlt.
Men hun undgår ikke selv at falde i kløerne på regentparrets torturbøddel ...