Denne artikel blev udgivet 30. november 2020
Større end os er en realistisk YA-roman, der handler om en ung kvinde, Caroline, som tager på ophold ved juletid på en kro i Canada, hvor hun fem år tidligere har været på juleferie med sin familie. En ferie der endte med hendes brors død i en lavine-ulykke. En romantisk, men ret barsk fortælling om at rejse sig efter en tragedie.
Større end os er Christina Bondes første realistiske roman
Hvad har inspireret dig?Jeg henter først og fremmest inspiration i egne erfaringer, men også i tilfældige steder og personer eller helt nære relationer. Jeg skriver om det, der interesserer mig og altid ud fra et følelsesmæssigt perspektiv. Da jeg besluttede mig for at skrive Større end os gennem følelser jeg selv har haft tæt inde på livet, faldt ordene næsten over hinanden.
Jeg har aldrig selv været fanget i en lavine eller haft en bror. Men jeg ved, hvordan det føles at miste. Og jeg kender angsten og desperationen og kampen for at finde tilbage til sig selv.
Hvorfor titlen ’Større end os’?
Titlen kommer altid først! Hver eneste gang jeg skriver en ny historie. Sådan fungerer skriveprocessen bedst for mig. Jeg får en titel i tankerne, og ud fra dén vokser historien frem.
Større end os er en titel som har ligget i baghovedet i rigtig mange år. Ordene er for mig forbundet med en følelse af afmagt, og netop den følelse bygger Større end os på.
Da bogens forside skulle udformes, rettede vi hele fokus mod følelsen af tomhed og ensomhed og lod den komme til udtryk på omslaget. Bjerget i baggrunden og grantræet på bogens bagside, har begge vigtige roller i historien og fik derfor en plads. Et lille strejf af jul hæftede sig ved titlen i form af hjerte-vedhænget. Eller er det et symbol på kærlighed? Uanset hvad er det ikke uden grund, at farven på hjertet er gul(d) - falskhedens- og forræderiets farve.
Større end os er en barsk fortælling med et strejf af julehygge
Er Større end os en ’Kleenex-bog’? Faktisk tudede jeg selv flere gange, da jeg skrev historien. Carolines kamp mod sneen, da hun bliver begravet under lavinen, hendes farvel til lillebroren, da respiratoren slukkes, desperationen og angsten og til sidst vejen tilbage til livet og til dem hun elsker. Der er mange inderlige følelser i spil som rammer lige der, hvor det godt kan gøre ondt.
Historien byder ikke på ret mange grin. Til gengæld bliver de svære følelser efterhånden opvejet af en hyggelig julestemning.
Så husk koppen med te, kaffe eller varm kakao og stil den ved siden af pakken med Kleenex, når du åbner Større end os i december.